dagsorden til Generalforsamling 2007
October 20, 2007General Assembly in DUDS, 20-01-2007
November 20, 2007Referat af generalforsamlingen
Veterinær og Landbohøjskolen, København d 20.1.2007:
- Valg af dirigent. Torben Lorentzen blev valgt. Til referent valgte GF Mette Marklund
- Formandens beretning. Formand Christian Nolsøe redegjorde for bestyrelsens forsøg på at udbygge kursustilbuddet, således at dette imødekommer den stigende efterspørgsel fra både lægelige og ikke-lægelige sundhedsfaglige grupper. Sidste år blev der afholdt 11 kurser og en kongres (med mere end 200 deltagere). Da ultralydsskanning efterhånden har spredt sig til en række forskellige specialer er det vigtigt at få klarlagt nogle rammer for, hvordan man varetager de forskellige områder sufficient. Kursusudvalgets hidtidige formand Michael Bachmann Nielsen takkedes for sin indsats idet han trækker sig fra formandsposten (men han forbliver DRS’s repræsentant i udvalget). Ny formand er Bjørn Skjoldbye. Gratis medlemskab i forbindelse med kursusdeltagelse ændres, så bladet Ultraschall først modtages, når man har betalt kontingent første gang. Aktiviteter i CADUCEIUS regi blev gennemgået. Formanden mindede om Hans Henrik Holms Fond og CADUCEUS Fond, hvortil der er ansøgningsfrist sidst i maj.
- Forelæggelse af revideret regnskab. Tri Huu Nguyen gennemgik regnskabet for 2006, der viste en negativ formuebevægelse på kr. 124.033 (delvis pga. kurstab) og et driftsunderskud på kr. 91.908. Dette forhold er delvist betinget af ubalance mellem registrerede medlemmer (der modtager Ultraschall, DUDS-bladet, medlemskab af EFSUMB) og kontingentindbetalingerne, hvor mange tilsyneladende betaler kontingent efter den gamle takst. Dette gøres der en stor indsats på at få rettet op på til næste budgetår, bl.a. ved ændringer i det gratis medlemskab i forbindelse med kursusdeltagelse (som redegjort for under punkt 2). Endvidere opfordres medlemmerne til selv at checke, om de betaler kontingent efter den gamle eller den nye takst. Regnskaberne blev vedtaget.
Regnskabet for Hans Henrik Holms fond blev gennemgået.
Der blev stillet forslag om reklamer i DUDS-bladet samt at bladet eventuelt kunne udsendes via e-mail for at spare penge. De få, der ikke kunne eller ønskede at modtage bladet elektronisk skulle fortsat have adgang til at få det fremsendt med almindelig post.
- Budget 2007. Tri Huu Nguyen fremlagde et budget i balance. Budgettet blev vedtaget.
- Kontingentfastsættelse. Kontingent blev uændret kr. 400 pr år.
- Valg af næstkommende bestyrelsesformand i henhold til § 6 i DUDS’ vedtægter. Næstformand Lars Bolvig blev valgt som ”næstkommende formand”.
- Valg af bestyrelsesmedlem.
- Ulrich Fredberg blev genvalgt.
- Vibeke Dabelsteen afgik som ikke-lægelig repræsentant efter 2+2 års valgperiode og blev takket med applaus. Karl Erik Stovgaard, radiograf, røntgenafdelingen, Vejle Sygehus blev valgt som ny ikke-lægelig repræsentant.
- Tri Huu Nguyen ønskede at udtræde af bestyrelsen efter ét år som kasserer. Torben Lorentzen, overlæge, PhD, gastroenterologisk afd D, Herlev Hospital blev valgt som nyt bestyrelsesmedlem og kasserer.
- Valg af suppleanter til bestyrelsen i henhold til § 6. Kikke Hagen, afdelingslæge, abdominalkirurgisk afdeling Bispebjerg Hospital blev valgt som suppleant.
- Valg af revisor og revisorsuppleant. Både revisor og revisorsuppleant blev genvalgt, henholdsvis Nikolaj Borg Mogensen og Birthe Højlund Bech
- Forvaltning af DUDS formue. Den nye kasserer Torben Lorentzen redegjorde for sine overvejelser omkring forvaltningen af selskabets formue.
- Orientering fra EFSUMB. Christian Nolsøe redegjorde for aktiviteter i EFSUMB. I 2010 skal Danmark, efter planen, igen være vært for Euroson. Michael Bachmann Nielsen har gjort et stort stykke arbejde i EFSUMB for at tiltrække kongressen igen. Formanden takker for indsatsen.
- Orientering fra WFUMB. Søren Hancke redegjorde for aktiviteter i WFUMB (der er sammenslutningen af de 6 federationer fra Europa, Asien, Nordamerika, Sydamerika, Australien og Afrika). Der er aktuelt ca. 50.000 individuelle medlemmer. Formålet er bl.a. at fremme samarbejde, forskning og metodeudvikling samt at medvirke til dannelsen af nationale selskaber. For tiden er der i særdeleshed fokus på sikkerhed og tidsskriftet ”Ultrasound in Medicine and Biology” udkommer snart med et nummer, der udelukkende omhandler dette emne.
- Orientering fra Sammenslutningen af Danske Sonografer. Vibeke Dabelsteen redegjorde for aktiviteter i Danske Sonografer. Sidste møde var i forbindelse med efterårsmødet i Århus. Der var ikke så mange mødedeltagere, men arbejdet fortsætter.
- Indkomne Ingen indkomne forslag.
- Det diskuteres hvorvidt der er behov for en pris-differentiering i forbindelse med DUDS årsmøde, da der er flere yngre kolleger, der ikke kan få dækket udgiften gennem afdelingerne. Der er varierende holdninger til, hvorvidt man skal tilmelde frie foredrag for at opnå prisreduktion. En pris-differentiering vil også gøre det muligt at medbringe interesserede kolleger. Man diskuterer hvorvidt det er nødvendigt med udenlandske foredragsholdere, og meningerne er delte. Det indvendes, at det friske pust fra udenlandske radiologer kan være fagligt stimulerende.
- Dirigenten takkede for god ro og orden.